Surferhåndtegn og frihedskultur er hemmeligheden bag en lille virksomheds store succes
Artikel udgivet af Jyllands-Posten, maj 2023.
De tre stiftere af den digitale konsulentvirksomhed Retus arbejdede en sen aften sammen på kontoret. Og så fik de en god idé.
I Brabrand ligger en lille virksomhed, der sin størrelse til trods har enorm handlekraft. Med sine blot 13 mand har den digitale konsulentvirksomhed Retus formået at lande kontrakter med nogle af landets største virksomheder.
Det kan lyde som om, at de har fundet en særlig opskrift på, hvordan man slår hul i markedet. Men hemmeligheden bag virksomhedens succes er overraskende simpel.
Fra kolleger til partnere
Virksomhedens fundament blev støbt, da to af partnerne ved Retus arbejdede for Bolia, mens den tredje lavede løsninger som ekstern konsulent.
En sen aften sad de og færdiggjorde et stort projekt. Da det var løst, lænede de sig tilbage, kiggede på hinanden og blev enige om, at de skulle videre.
»Vi havde lært meget, men vi var ikke færdige med hinanden og med at lære,« fortæller Søren Just Skjelbo, der i dag er kreativ direktør ved Retus.
Beslutningen førte til, at han og de to andre partnere i Retus, adm. direktør Uffe Sørensen og udviklingsdirektør Thomas Rydeen Skyldahl, sagde op.
Og så tog de i sommerhus.
Anede ikke, hvad de skulle
I sommerhuset sad de først og stirrede ned i de medbragte computere uden at ane, hvad de havde begivet sig ud i.
»Vi var i tvivl om, hvad vi egentlig ville. Vi tænkte det også meget forskelligt, fordi vi er meget forskellige,« siger Søren Just Skjelbo.
Men til sidst blev de enige, og således var Retus, der arbejder med digitale løsninger til virksomheder, skabt.
Virksomheden beskæftiger sig bl.a. med digitale strategier og webshops. Selv om Retus, hvis Søren Just Skjelbo selv skal sige det, leverer et godt produkt, er det ikke i første omgang it-løsningerne, de brillerer ved.
»Jeg tror, noget af det mest overraskende er, hvor meget der ikke handler om it og løsninger,« siger Søren Just Skjelbo.
Det er nemlig i filosofien om medarbejderne, Retus’ ”hemmelighed” ligger.
Surferhåndtegn og frihed
»Vi er drevet af frihed i alt, vi gør. Vi vil have frihed til at gøre noget, når det passer. Vi vil give mulighed for at prioritere arbejdsliv og privatliv i synergi,« siger Søren Just Skjelbo.
Han fortæller, at de i starten blev inspireret af surferkulturen – shaka – og det tilhørende håndtegn. Det gik rent ind ved de tre stiftere. Håndtegnet laves ved at lægge de tre midterste fingre i håndfladen, mens lille- og tommelfinger stritter ud.
For Retus symboliserer håndtegnet frihed – både for dem selv, kunderne og medarbejderne.
»Hvis vi opfører os ordentligt og gør os umage, så skaber vi et rart sted og en frihed for hinanden. Det drysser ned i samarbejdet med kunden.«
Umagen førte til, at Retus kom i kontakt med Bestseller. Men i første omgang blev samarbejdet ikke til noget.
Bestseller skulle bruge en løsning med funktioner, som Retus’ produkt ikke indeholdt. Men problemet blev løst, og dialogen om et samarbejde fortsatte. For selv om virksomheden præges af surferkultur og håndtegn, er der godt med fart på, siger Søren Just Skjelbo.
»Det er ikke en hippieklub, hvor vi ikke leverer noget som helst.«
Bestseller i hus
Efter møder og og justeringer landede den første aftale med Bestseller i starten af 2020. Senere kom en større aftale om en webløsning på plads i maj 2021.
»Vi var totalt i chok,« husker Søren Just Skjelbo.
Før aftalen tænkte han, at de bare var »nogle nørder, der sidder og skruer i noget teknik«. Men så landede de store kontrakter, og da først Bestseller-aftalen var i hus, gik det op for ham, at de havde fat i noget.
»Vi er ikke bare en døgnflue. Vi har noget stabilt, og vi har noget erfaring,« siger Søren Just Skjelbo.
»Det kan kun blive større.«