nine eyewear: Dansk design med japansk omhu


Artikel udgivet af Uniconta, august 2024.


nine eyewear sælger eksklusive brillestel til hele verden. Altid udført i et minimalistisk dansk design, fremstillet af kvalitetsmaterialer og produceret i Japan, hvor den særlige omhu og håndværksmæssige ambition sikrer komfortable og lette briller i en meget høj standard. Alle stel vejer lige omkring 9 gram – og ja, heraf navnet. Men selvom virksomheden opererer med kunder i mere end 35 lande, er økonomisystemet fra Danmark. 


Uniconta er i dag en integreret del af forretningen, forklarer Hanne Jørgensen og Simon Skjødt, der som henholdsvis økonomiansvarlig og salgssupporter benytter økonomisystemet hele tiden. Udvikling og drift af Uniconta sker i tæt samarbejde med deres it-partner Retus, men også andre eksterne partnere. Fx er virksomhedens helt nye website tæt integreret med økonomisystemet, så ordrebehandlingen fra både sælgere og forhandlere ude i verden er tæt på at være fuldt automatiseret.

 

”Uanset om det er en af vores egne sælgere, der logger ind for at lægge ordrer eller se kunders bestillingshistorik, eller en forhandler i Canada, der logger på for at bestille varer til sig selv, møder de et opdateret system, hvor der er styr på, hvilke modeller, størrelser og farver, der er tilgængelige,” forklarer Simon.

 

”Samtidig er det nemt at tilføje eller ændre felter i Uniconta, så vi kan tilpasse efter vores individuelle behov. Fx har vi tilføjet oplysninger om farver, størrelser og andre specifikke detaljer, så man kan filtrere efter behov. Systemet sikrer også, at udsolgte eller tæt på udsolgte varer automatisk forsvinder eller bliver markeret på sitet, så sælgerne fx er klar over, at en model udgår og ikke kan genkøbes.”

Fra ordre til forsendelse


”I praksis betyder det, at når vores sælger har lagt en ordre i kurven hos kunden og godkendt den, modtager kunden og vi straks en bekræftelse. Ordren er allerede tastet ind i Uniconta, og vores mand på lageret kan med det samme gå i gang med pakning og forsendelse, uddyber Hanne Jørgensen og forklarer, at shippingsystemet også er integreret med Uniconta.

 

”Så snart du har en ordre med et ordrenummer, kan du booke en forsendelse, hvor DSV’s shippingsystem henter alle de nødvendige oplysninger i Uniconta. På en travl dag skal forsendelsesafdelingen måske håndtere 40-50 pakker. Det kører virkelig smidigt i forhold til tidligere, hvor vi manuelt og med risiko for fejl skulle hente adresseoplysningerne fra et register. I dag er fejlprocenten stort set nul, og vi sparer tid.”



Jeg har blandt andet fået nogle gode introduktionskurser og trækker løbende på Retus, hvis der er noget, der kræver lidt forklaring ud over det sædvanlige. Uniconta har en imødekommende brugerflade, så det meste giver sig selv.

Hanne Jørgensen

Økonomiansvarlig

Automatiseret effektivitet


Den omfattende automatisering betyder, at nine eyewear kan styre en verdensomspændende forretning med kun 10 fastansatte fra hovedkvarteret i Viby ved Århus. De fleste kunder findes i bl.a. Danmark, Norge og Tyskland, men Asien og Nordamerika er stærkt på vej, og det øger selvfølgelig hele tiden antallet af agenter og distributører.

 

Antallet af lande og valutaer kræver også en vis fleksibilitet i forhold til fakturering. Hanne Jørgensen anslår, at økonomiafdelingen i dag arbejder med 13-14 forskellige faktura layouts, der varierer i forhold til sprog, prislister og valuta. ”Det er let at lave i Uniconta, og når det først er sat rigtigt op, kører det stort set af sig selv. Fx har Uniconta en ret smart funktion, der sikrer, at den rigtige bankkonto bliver indlæst i forhold til fakturering og valuta.”

Brugervenlighed på flere plan


Hanne har arbejdet 5 måneder hos nine eyewear og er stadig i gang med at lære systemet at kende helt til bunds, siger hun selv. Hun arbejdede tidligere med Navision, men selv om der er forskelle, synes hun, at det har været forholdsvis let overgang. ”Jeg har blandt andet fået nogle gode introduktionskurser og trækker løbende på Retus, hvis der er noget, der kræver lidt forklaring ud over det sædvanlige. Uniconta har en imødekommende brugerflade, så det meste giver sig selv.”

 

Simon har arbejdet med Uniconta siden 2021 og er generelt glad for systemet. ”På den anden side har jeg heller ikke arbejdet med andre økonomisystemer, så jeg er måske lidt miljøskadet,” griner han. Alligevel tør han godt pege på rapportfunktionerne i Uniconta, som noget han er særligt glad for.

 

”Når en sælger skal på kundebesøg, vil de nogle gange gerne klædes godt på til en snak om tal og forretning. I den sammenhæng er det nemt at samle de vigtigste informationer om kundens køb, sæsonvariationer med mere i en komprimeret, overskuelig rapport. Det er måske en mindre ting, men et meget godt udtryk for den generelle tilgængelighed i Uniconta.”


www.nine-eyewear.com